Vi hjælper med at skabe ro og overblik for dine ulykkespatienter

Hvad er UlykkesLinjen?

Mange patienter med skader efter ulykke vender hjem til et liv, der former sig markant anderledes end før. Det er både fysisk og mentalt belastende at møde alle de udfordringer, en hverdag som tilskadekommen indebærer. Både ulykkespatienten selv og de pårørende bliver ofte hvirvlet ind i en ukendt og uoverskuelig verden af sagsbehandling, paragraffer, regler og rettigheder. Her er UlykkesLinjen klar til at hjælpe med gratis råd og vejledning.

Et trygt nummer i en turbulent tid

UlykkesLinjen er oprettet som et gratis støttetilbud til ulykkespatienter og deres familie. Her kan de få uvildig telefonisk vejledning af kompetente og erfarne socialrådgivere.

I en koordineret indsats med specialister i skadede, bl.a. jurister, psykologer, ergoteraputer, fysioterapeuter og læger, hjælper UlykkesLinjen med at overskue alle de spørgsmål, der melder sig i tiden efter ulykken.

Hvad kan vi hjælpe med?

Ved telefonerne sidder en erfaren gruppe af socialrådgivere parat med råd og vejledning til ulykkespatienter om bl.a:

  • Genoptræning
  • Hjælpemidler
  • Handicapbil
  • Sygedagpenge
  • Forsikringssager
  • Advokatbistand

Hvad kan du gøre herfra?

Uanset om du er offentligt eller privatpraktiserende læge, sygeplejerske, ergoterapeut, fysioterapeut eller på anden måde arbejder professionelt med mennesker, der har været ude for en ulykke, er du velkommen til at henvise til UlykkesLinjens nummer. Så sidder vi klar til at bidrage med at skabe ro og overblik for alle implicerede efter ulykken.

Vi har informationsmateriale klar til både personale og patienter, som du er velkommen til at bestille til din afdeling, klinik eller praksis.

Vi har også mulighed for at komme ud med en lille informationsstander, f.eks. til en hospitalsafdeling for at gøre opmærksom på UlykkesLinjen. Fortæl os, om I er interesserede i et besøg.

Hvem står bag?

Initiativet er skabt i samarbejde mellem:

  • Havarikommissionen for Vejtrafikulykker
  • Rigspolitiet
  • Rådet for Sikker Trafik
  • Forsikring & Pension
  • UlykkesPatientForeningen

Offerfonden støtter UlykkesLinjen.

Bestil materiale

Du er velkommen til at bestille informationsmateriale til både personale og patienter her.
Bestil her